Dette indlæg er også bragt i Stiften d. 5. maj, 2025.
Det er en fornøjelse at diskutere omstilling med Peter Flyvholm, som i hans indlæg i Stiften d. 28. april, udfordrer idéen om vindmøller på industrihavnen. Jeg håber han kan tilgive mig for at fortsætte lidt med de ”tekniske tal”, for jeg finder det nødvendigt, at vi har proportionerne med, når vi skal finde de rigtige løsninger. Naturen kan ikke narres, og derfor må de teknologier vi bruger vores tid og penge på også være dem som reducerer mest CO2 – hurtigst. Det er derfor jeg taler om vindmøller på havnen og ikke solceller på tagene – de flytter for lidt.
Den grønne omstilling kommer ikke af sig selv. I Aarhus Kommunes klimaplan regner man derfor med 10 vindmøller for at få planen til at gå op. Hvis kommunen kunne nøjes med at installere de nævnte fem MW solceller på tagene var der jo ingen grund til at diskutere grøn omstilling – så var der jo intet problem. Men fordi vi forbruger for meget, er den grønne omstilling en bunden opgave, så vi ikke giver byrden videre til næste generationer. I SF foreslår vi at løse en del af problemet med fire vindmøller, som kan levere strøm nok til 50.000 aarhusianere, ikke med solceller på tagene, som knap kan levere strøm nok til 2.000 af os.
Det er for mig at se umuligt at finde andre steder, hvor æstetikken bliver mindre ramt end på industrihavnen, men Flyvholm må gerne foreslå andre steder i kommunen hvor han kan finde plads til fire vindmøller. Man kan ikke få økonomi i at sætte en enkelt op hist og her – så bliver andelene først rigtig dyre. Det er kun på havnen der er plads, og vindmøllerne vil dér stå mellem kraner og skorstene.
Flyvholm spørger; “Hvis grøn omstilling bliver afhængig af investeringsevne, så mister vi noget dyrebart: fællesskabets ligeværd.” Og nævner de medborgere, der har de laveste indtægter.
Jeg er glad for at Flyvholm nævner fællesskabet.
Grøn omstilling er præcis fællesskabets kamp imod de fossile interesser og overforbruget blandt vores rigeste medborgere, hvilket tydeligt ses i AE’s analyse fra 16. april i år. Og hvis vi har indrettet et samfund hvor de laveste indkomster ikke har råd til at investere i grøn omstiling – så er det ikke den grønne omstilling der er problemet – men samfundet.
De 5.000 kr. jeg nævnte i forrige læserbrev er et eksempel på hvad en investering i én andel på f.eks. 1.000 kWh årligt over en levetid på 25 år kunne koste her i år 2025. Måske bliver de billigere, men det er allerede noget nær den billigste grønne strøm man kan investere i her i Danmark. Det mener jeg er folkeeje.
Umiddelbart kunne salget af 1.000 kWh strøm i 2024 have indbragt ejeren 53 øre per kWh, dvs. 530 kr over hele året. Så ja, som nævnt, inden GF bliver mestre igen vil man allerede efter 10 år godt og vel have tjent de investerede 5.000 kr ind, bl.a. afhængig af elprisen.
I Galaterbrevet’s vers 6 linje 2 foreskrives det at vi skal ’bære hinandens byrder’. Som en god kristen må Flyvholm være enig i, at det præcis er de stærkeste skuldre, der må bære det tungeste læs – så vi kan give den grønne omstilling til hinanden. For mig er det altså OK at de laveste indkomster ikke køber en andel, hvis de ikke kan finde luft i økonomien. Og hvis Flyvholm vil være med til gøre det muligt for medborgere med de laveste indkomster også at kunne investere i grøn omstilling, er vi i SF med på at oprette en grøn check til de laveste indkomster og øremærke denne til investering i grøn omstilling.
Så ville det blive muligt for de medborgere med den vigtige passive indkomst, og vi ville med de borgerejede vindmøller ikke blot skabe folkeejet grøn strøm, men også en omfordeling af kapitalindkomster fra millionærerne over til de, med de laveste indkomster, som jeg er glad for Flyvholm også bekymrer sig om.
Sidst men ikke mindst; det gode ved vindmøllerne er, at når vi renser atmosfæren med grøn energi, er det en gave fra dem, der har investeret, til dem, der ikke har råd. Det fungerer omvendt når vi vi forurener. Der er det er typisk det rigeste fællesskab der forurener mest – og altså på bekostning af det fattigste fællesskab.
Så afhængigt af hvilket fællesskab Peter Flyvholm mener den grønne omstilling går ud over, er borgerejede vindmøller absolut løsningen – ikke problemet.
